Denne umulige arbejdssituation

Hvorfor er det vi igen og igen kommer tilbage hertil? Tager besværet på os. Afstanden, afsondretheden. Alle trinene op og ned, når vi arbejder i tårnet. Bøvlet når vi kun kan få en smule strøm fra en lille generator, og må arbejde uden ret mange tekniske hjælpemidler. Hvorfor gør vi det år efter år?

Stedet, havet, stilheden, stjernerne gør noget af det.

Men det er især fyrtårnet, som tvinger os ud i denne umulige arbejdssituation. Eller lokker os.

Det høje slanke cirkelrunde tårn, rummene derinde, buerne, kuplerne, de runde former, den ovale geometri, de lange linjer. Og ikke mindst den lodrette dimension, etagerne, niveauerne, det uendelige antal trapper, lyden, som bevæger sig op og ned. Lyset, som kommer direkte ind fra himlen. Lyset fra alle verdensretninger, fra øst, sydvest, nord, sydøst, vest. Lyset rundt og op og ned i tårnet.

Det sætter noget i gang, forstærker følelserne, intensiverer nærværet, påvirker arbejdet, rytmen, håndværket og kunsten. Det er her, vi arbejder allerbedst. Det er derfor.