Gæsterne er gået

Nu er nabogæsterne gået. Vi rydder lidt op, stiller ting på plads og snakker om gæsterne, der var her.

Vi er inviteret ind til nogle af naboerne her i opgangen. Vi hilste på dem, da vi i formiddags var rundt og invitere vores naboer på eftermiddagsbesøg. Og så kiggede de også ind i vores naboverden på 6. sal, og vi fik en invitation til at besøge dem her i aften. Så der skal vi ned lige om lidt.

Blandt vores gæster i dag var børnene nede fra stueetagen, peruaneren henne fra nummer 26, en enlig mand vistnok fra 3. sal, en mand fra et kunstråd, tre midaldrende veninder fra nabolaget og en familie med børn.

Hvem mon kommer på besøg i morgen? Vi har kaffe på kanden.

Lige nu går vores gæster rundt i stuerne

Det er i dag, vi inviterer indenfor i lejligheden på Gudrundsvej 16. Lige nu går vores gæster rundt i stuerne og småsnakker, kigger, smiler, trækker sig tilbage, holder sig for næsen eller hviler sig op ad en væg.

Hvis de går ud i vores køkken, passerer de forbi et netværk af tørresnore med hvidt tøj som en hel bydel, der hænger vasketøj ud en lørdag eftermiddag.

I entreen åbner nogle af gæsterne et skab, som rummer en ejendom med lejligheder i flere etager. Det er befolket med naboer, der lever et liv hver for sig – i badet, i lænestolen, i køkkenet, på sengen.

De nye naboer flytter ind

Beboerne på Gudrunsvej 16 har fået nye naboer. De er flyttet ind oppe på 6. sal til højre.

Der kommer mærkelige lyde inde fra lejligheden, fremmedartet musik med bløde toner fra et strygeinstrument, høje stemmer, hvin, hulkelyde, bankelyde. Der er blevet båret ting & sager op af trapperne de seneste dage: store ruller, metalkasser, fyldte plastiksække, instrumentkasser, lydudstyr, en rygsæk med teltstænger i sidelommen.

Jeg har glemt at fortælle om tårnspøgelset

Da Davis Ramírez’ tre figurer flyttede ind i fyrtårnet på Anholt, blev tårnspøgelset vækket.

Historien er, at en operasangerinde – en rigtig diva – for godt hundrede år siden besøgte Anholt. Hun forelskede sig i fyrmesteren, og det endte med en hed kærlighedsaffære. På mystisk vis døde divaen senere i fyrtårnet, og det er hende, der nu går igen som Tårnspøgelset.

Den nuværende fyrpasser tror ikke på spøgelser, så det er naturligvis sjældent, at divaen får et ordentligt møde med en rigtig mand. Så da der pludselig var nye naboer i fyrtårnet, greb hun chancen.

Hvad der så skete, da divaen mødte de tre farverige fyre, det fortalte Aksel Striim og Katrine Faber om i deres performance i et af de store rum i bunden af tårnet.

Mon spøgelset er rejst med  de tre fyrer til Gellerupparken?

Katrine Faber som spøgelsesdivaen foran en af David
 Ramírez' figurer

Palaverhytten på Anholt

 På Anholt byggede Malene Pedersen en kuppel af japanpapir og teltstænger inde i fyrtårnet. Hun kalder den Palaverhytten. I lørdags var hytten centrum for Aksel Striim og Katrine Fabers performance om naboskab, konflikter og konfliktløsning.

Malene har fundet inspiartion til Palaverhytten i en tradition hos Dogonfolket i Mali.

Dogonfolket bruger Palaverhytten i situationer, hvor de skal løse konflikter. I hytten er der lavt til loftet, så ingen kan fare op og begynde at slås. Parterne bliver siddende i hytten og taler sammen til alle er enige. Der er ingen taber eller vinder.

Her er vi mellem mennesker og store bygninger

I dag er vi nået til Gellerupparken. Her er vi blandt store bygninger, asfalterede veje, parabolantenner, flisebelagte stier, gadelygter og skilte.

Og vi er mellem mennesker. Masser af mennesker, som vi møder i opgangen, på parkeringspladsen, på fællesarealerne og i butikkerne.

Musik og sang og gæster i fyrgården

Katrine Faber og Aksel Striim spillede og sang for gæsterne, da der var
spisning  i fyrgårdens store stuer i går aftes

Lørdag var der liv i fyrtårnet

Katrine Faber foran en af David Ramírez' figurer

Aksel Striim spiller vandtrommer i tårnrummet

Malene Pedersens Tang i en niche ved tårntrappen

Malene Pedersens Tang-forhæng og Katrine Faber som Tårnspøgelset

Ubetydelige fund & dyrebare skatte - syet i poser af japanpapir behandlet med
kasseinlak (af Malene Pedersen)

Ubetydelige fund & dyrebare skatte - bragt til fyrtårnet af publikum

Vores opslag lige indenfor fyrtårnets indgangsdør

Hjem på en smal stribe mellem havet og klitterne

Klokken otte i går aftes sagde vi farvel til vores gæster. Efter en lang dag med cirka 100 besøgende og store og små oplevelser i fyrtårnet og i fyrgården.

Nogle af gæsterne skulle en sidste tur op i fyrets top for at nyde udsigten. En lille flok satte sig ved stranden og drak en medbragt øl. Andre gik med det samme i små grupper ad Nordstrand eller over mod Pakhusbugten.

På grund af højvande og vind var Nordstrand i går aftes meget smal. Det oplevede de gæster, som gik eller cyklede hjem den vej. På et langt stykke var stranden kun farbar på en smal stribe helt oppe under klitterne. Det er usædvanligt, og heldigvis kunne det lade sig gøre at passere mellem havet og de stejle klitter.

For at hjælpe gæsterne havde vi fået sat en lysende lampe op på stranden, der hvor man skal gå sydpå for at møde Nordstrandvej. Hvis man går op et forkert sted, rammer man nemlig et af de våde områder, som er på begge sider af den smalle grusvej ind mod Anholt By.

Lørdag eftermiddag, mens stranden stadig er bred og farbar. Vores gæster
nærmer sig fyret efter en vandretur på 7-10 kilometer

Uanset vejret

Vi venter på i morgen. Det er sent nu. Vi kan ikke gøre mere. Andet end at vente til i morgen. Vejrudsigten har forudset regn. Men sådan behøver det ikke at være. Selvom Jylland har fået store mængder regn de seneste dage, så har vi stort set haft tørvejr her.

Vi ved godt at vejret betyder noget, når vores gæster skal herud langs Nordstrand, af Pakhusbugten eller gennem Ørkenen. Men uanset vejret så er turen, fyrtårnet, fortællingerne og middagen store oplevelser. Og vi lover, at man i morgen kan købe en kop varm kaffe herude.

I morgen bliver der stille her på bloggen. Vi er optaget af andre ting. Uanset vejret.

Fru Rasmussen, den spanske nabo og nunaqqat

I en af fyrgårdens stuer hænger vores store fælles skrivepapir. Det er her alle ideerne forenes. Nye sammenhænge dukker op. Filosofiske tanker opstår. Sporene bagud viser sig. Det er ord, citater, sætninger, småhistorier, klip, fragmenter om naboer og naboskab:

”Naboskab indebærer også muligheden for at føle sig udenfor.”

”Jeg husker Lydia, den prostituerede nabokvinde, som kørte tur med dukkevogn og en fortvivlet dukke.”

”Fru Rasmussen: den store nabokone med kanelkagerne og albummet med foto fra Gardasøen.”

”Nunaqqat (bopladsfælle på grønlandsk).”

”Den spanske nabo, som i sin galskab råbte vrede spanske gloser ud af vinduet efter uskyldige forbipasserende: Hiija de puta, porque nuncha habla”

”Naboskab er ikke venskab, kærlighedsforhold, nation, familie, stamme eller arbejdsplads. Hvad er naboskab så for et fællesskab?”

"Gamle Joe boede alene ude på landet. Hans bedste ven var også hans nærmeste nabo. De var blevet gamle sammen, og nu var deres hustruer døde og deres børn var voksne…" (fra fortællingen om Gamle Joe og tømreren)

"Nassifik er på samme tid bopladsens sladrebænk og udkigspost. I hvalsæsonen er Nassifik udkigspost. Resten af året er det stedet, hvor alt og alle på bopladsen kommenteres." (fra Hvalernes Fjord af Ivar Silis)

Det er fredag i fyrtårnet

Malene bygger på en væg af tynde tangtråde. Det er som et broderi, en broderet væg. Den er grøn og våd og glinsende og tynd som en hinde mellem havet og her, mellem to naboverdner.

Katrine finder en stemme, der passer til Davids store, farverige menneskefigurer, som i dag er flyttet ind i tårnet.

Aksel og celloen har en tone til Malenes kuppelformede, halvfærdige hus. Det er det, hun kalder palaverhytten.

Det er de naboværker, som lige nu bliver til i tårnet. Katrine Faber med lyd og stemme og sang og performance. Malene Pedersen, billedskaber med papir, kasein, hudlim, sytråd, teltstænger og tang. Aksel Striim med vandtrommer, klarinet, benfløjte, cello og kompositioner. David Ramírez, billedkunstner med stærke farver, store figurer, lange arme og bredde munde.

David Ramírez' store figurer i fyrtårnets kassemat