Vi var her også for et år siden

Vores logbog fra 2009 handler en masse om Ørkenen, fyret, stedet, sælerne og fuglene – ja, især fuglene. For vi var fugleinteresserede sidste år.

Se mere på http://www.anholtfyr.blogspot.com/.

I 2009 viste Malene Pedersen og Sabine Popp fugleinstallationen
"Freedom is a scary thing" i et af tårnets rum.

Vi er ude efter nabohistorier

Vi kan alle en historie om en nabo. Hende inde ved siden af. Ham ovenpå. Dem på den anden side væggen – eller bag hækken.

Det er historier om mærkelige mennesker, søde mennesker, idioter og tosser, opofrende kvinder og vrede mænd.

Nabohistorierne handler altid om følelser. De følelser naboerne vækker i os.

Historierne om vores nabo er ofte morsomme og dramatiske.

Det er de historier, vi er ude efter. Vores egne nabohistorier, dine og naboens. Vi samler på dem lige nu. Bruger dem, når vi laver vores installationer, komponerer musik, laver lyde og fortællinger.

Etly Stenberg bor på Anholt, og i morgen fortæller hun nabohistorier
 her i fyret. Etly var også med i 2009, hvor fotoet her stammer fra.

Denne umulige arbejdssituation

Hvorfor er det vi igen og igen kommer tilbage hertil? Tager besværet på os. Afstanden, afsondretheden. Alle trinene op og ned, når vi arbejder i tårnet. Bøvlet når vi kun kan få en smule strøm fra en lille generator, og må arbejde uden ret mange tekniske hjælpemidler. Hvorfor gør vi det år efter år?

Stedet, havet, stilheden, stjernerne gør noget af det.

Men det er især fyrtårnet, som tvinger os ud i denne umulige arbejdssituation. Eller lokker os.

Det høje slanke cirkelrunde tårn, rummene derinde, buerne, kuplerne, de runde former, den ovale geometri, de lange linjer. Og ikke mindst den lodrette dimension, etagerne, niveauerne, det uendelige antal trapper, lyden, som bevæger sig op og ned. Lyset, som kommer direkte ind fra himlen. Lyset fra alle verdensretninger, fra øst, sydvest, nord, sydøst, vest. Lyset rundt og op og ned i tårnet.

Det sætter noget i gang, forstærker følelserne, intensiverer nærværet, påvirker arbejdet, rytmen, håndværket og kunsten. Det er her, vi arbejder allerbedst. Det er derfor.

Månen er stået op over fyrgården

I fyrgården har vi god hjælp af gode folk, som giver en hånd med. En af dem er Kristine, som bl.a. tager nogle af fotoene her til bloggen.

Hun har også skrevet en lille stemningsberetning fra i går aftes: ”Månen er stået op over fyrgården, imens tonerne fra Aksels harmonika fortæller om forladte fiskermænd. Snart skal der fortælles godnathistorier om de ni påfugle, den smukke prins med guldæblet og heksen Baba Jaka. Men før roen kan sænke sig over Anholt, må kunstnerne lægge sidste hånd på papirigloer, tanginstallationer, performances og musikalske eksperimenter.”

På en måde er vi naboløse her

Fyrgården er vores hjem i de her dage. Her har vi slået os ned. På gennemrejse. Nogle dage, mens vi skaber fortællinger om naboerne og naboskab.

På en måde er vi naboløse her. Med syv kilometer til nærmeste hus. Og fordi vi kun er her midlertidigt. På vej et andet sted hen.

Som naboløse her er det de forhenværende og sure, tilfredse, berigende eller irriterende naboer, vi fortæller hinanden om. Og også de historiske, mytiske, sproglige, musikalske, kulturelle og fiktive naboer, vi snakker om - og tager med i vores nye fortællinger.

Vi har diskuteret om naboskabet kan beskrives som ’et fællesskab med indbyggede grænser og skel’. Er det ikke sådan, at man som naboer er med i et fællesskab, hvor man er sammen, men hvor man også holder afstand og har grænser. Naboer hører ikke til i familien, i stammen eller på bopladsen, hvor fællesskabet er livsnødvendigt og grænseløst og givet. Naboer er heller ikke venner og valgslægtskaber. For som naboer er vi ikke nødvendigvis en del af, ikke omfattet af, ikke et med. Naboerne er de andre.

Vi er ikke bare naboløse her. På en måde er vi også nomader, mens vi er på fyrgården. Rejsende med musikinstrumenter, historier, billeder, mad, grej, sange og stemmer.

Det fik vores billedkunstner Malene Pedersen til at finde et citat om nomader frem: ”Vi er heldige som en fugl, der har vinger. Vi kan flyve, hvorhen vi ønsker. Hvis stedet, hvor vi har bygget vore huse, bliver snavset eller mudret eller fedtet og ikke er godt længere, tager vi bare videre. Sådan har det altid været. Når vi vandrer, og vi får lyst til at standse, kan vi blive et sted i bare en eller to dage, eller tre dage. Og hvis vi har lyst til at gå videre, går vi bare.” (citat slut).

I næste uge tager vi videre. Til Gudrunsvej, Tovesvej og Bentesvej inde i Gellerupparken.

Tang til tørre

Vi vil tage noget af Anholt med til Gellerupparken i næste uge. Vi vil have havet med. For her på øen er bølgerne, den salte lugt, havbrisen, vinden fra Kattegat, mågeskrigene, fugten, det omskiftelige lys, alt det der hører havet til, hele tiden omkring os, i os. Den oplevelse og den følelse vil vi prøve at tage med til Gellerupparken.


Det gør vi med noget fra havet. Vi samler det, skyller det, tørrer det, pakker det, fragter det og pakker det ud i en lejlighed på Gudrunsvej. Det er tang, alle slags: blæretang, sukkertang, ålegræs, brede farverige tangvækster, små smalle tangfingre, salte tangplader, mangearmede slags, sortfarvede tangstrimler, sammenfiltrede tangbundter, noprede tangarter og glatte glinsende typer.

Vi samler tang og tørrer det for at have noget med herfra. Tang, ting og minder, som vi kan bruge til at skabe noget nyt. Skabe en oplevelse for vores gæster og besøgende.

Det er mig, der er logbogsføreren

For at lægge et indlæg her på bloggen, må jeg 85 trin op ad fyrtårnets lange snoede trappe. Deroppe kan jeg finde det vindue, hvorfra mit modem kan få forbindelse til mobilnettet.

På fyrgården, hvor jeg ellers sidder og skriver, er der ikke mobildækning. Og i fyrtårnet er der kun en god, stabil dækning ved dette ene vindue.

Med blåt lys i modemmet sidder jeg der i vinduesnichen og lægger budskaber på bloggen. Hvis jeg løfter blikket fra skærmen og kigger ud af vinduet, ser jeg ud over Ørkenens gule, øde landskab. Om aftenen ser jeg stjernerne. Og havet hører jeg hele tiden.

Det er mig, der er logbogsføreren. Jeg skriver vores fælles historier. Det er mine ord, min udlægning, mine historier, min version. Det er ikke sikkert, det er sandheden. Det er ikke sikkert, de andre vil have skrevet historien på samme måde. Men nogen skal jo fortælle. En må tage ordet.

Vi fylder tårnet med lyd

Aksel Striim leger med lyden i tårnet. Prøver en håndtromme og tester klarinetten. Katrine Faber synger og brøler og hvisker og nynner og gurgler for at få følelser på spil i tårnet. Malene Pedersen har lydoptagelser med. Det er lyde, som hun har optaget på Grønland, da hun i juli var på arbejdsophold i bygden Niaqornat.

Lydene skal fylde tårnet med nabostemmer. Lyder der støder sammen og svinger i harmoni eller irriterer hinanden. Lyde der når hinanden og ikke når hinanden.

Fortællingerne er også fra Columbia

Just be on time. Et maleri af David Ramírez Gómez

Lige nu er vi Katrine Faber, Malene Pedersen, Aksel Striim og et par medhjælpere. Mere om os en anden gang. Nu skal det handle om David Ramírez Gómez, som er vores gæstekunstner i år. Ham skal vi samarbejde med i Gellerupparken i næste uge. Men han kommer også til at sætte sit spor på fortællingerne i fyrtårnet her på Anholt. Vent og se.

David stammer fra Colombia og er i dag en slags huskunstner i Gellerupparken.

Som en billedkunstnerisk DJ sampler han sine billeder af forskellige materialer og motiver. På gaden finder han plastik, pap og papir, tilfører det maling, tusch og blyant og forvandler det til en ekspressiv collage af indtryk og udtryk fra storbyen.

David Ramírez' værker er ’genbrugskunst’.  Hans værker er lige dele kitschet tegneserie, hærget graffiti og koloristisk ekspressionisme.

Glæd Jer til at møde ham. Og hans billedkunst i fyrtårnet.

En plakat og et appendiks på rækværket

På plankeværket overfor Anholt Brugs hænger vores plakat sammen med andre opslag med stort og småt om begivenheder på Anholt.

I går hængte vi et lille appendiks ved plakaten. Det er en invitation til at tage en ting med til fyret på lørdag. Vi er nemlig ting-samlere i år. Vi samler på ting, som vi kan tage med til Gellerupparken som nabogaver fra øen til storbyen.

Ubetydelige fund & dyrebare skatte

Fortællingerne i fyrtårnet skal i år videre til Gellerup Museum. Vi skal på nabobesøg, og vi har lyst til at tage noget af Anholt med som gave.

Derfor beder vi Jer, der gæster fyrtårnet på lørdag, medbringe en ting. Det skal være en ting, du har fundet på din vej til fyret.

Det kan være noget der indeholder en fortælling om Anholt, eller bare en ting, du fik lyst at tage med. En skat eller en helt ubetydelig genstand.

Tag den med, og efterlad den på et passende sted i fyrtårnet. Der kommer til at hænge et kort i tårnet, hvor du kan markere det sted, du fandt dine ting. Tak for det. Og tak for hjælpen.

I morgen er vi derude

Fyrtårnet på Anholt ligger derude. På den anden side Ørkenen. På den anden side vandringen. Et par timer gennem sand, klitter, lyng, mosser, kæruld. Syv kilometer her fra husene og vejene og elnettet og gadelysene.

Anholt er i sig selv et fjernt sted. Her er 45 kilometer til Jyllands kyst. Og lige så langt til Sverige. Ved fyrtårnet er man på øens østlige spids, som peger mod den svenske kyst. Man er et af de mest øde steder i Danmark .

Det er et stille sted. Nattemørket og stjernernes sted. Her har havet plads. Her har landskabet overtaget. Og fyrtårnet rejser sig op mod himlen.

Det er der fortællingerne begynder. Senere skal vi til Gellerupparken i Århus.