Fyrgården er vores hjem i de her dage. Her har vi slået os ned. På gennemrejse. Nogle dage, mens vi skaber fortællinger om naboerne og naboskab.
På en måde er vi naboløse her. Med syv kilometer til nærmeste hus. Og fordi vi kun er her midlertidigt. På vej et andet sted hen.
Som naboløse her er det de forhenværende og sure, tilfredse, berigende eller irriterende naboer, vi fortæller hinanden om. Og også de historiske, mytiske, sproglige, musikalske, kulturelle og fiktive naboer, vi snakker om - og tager med i vores nye fortællinger.
Vi har diskuteret om naboskabet kan beskrives som ’et fællesskab med indbyggede grænser og skel’. Er det ikke sådan, at man som naboer er med i et fællesskab, hvor man er sammen, men hvor man også holder afstand og har grænser. Naboer hører ikke til i familien, i stammen eller på bopladsen, hvor fællesskabet er livsnødvendigt og grænseløst og givet. Naboer er heller ikke venner og valgslægtskaber. For som naboer er vi ikke nødvendigvis en del af, ikke omfattet af, ikke et med. Naboerne er de andre.
Vi er ikke bare naboløse her. På en måde er vi også nomader, mens vi er på fyrgården. Rejsende med musikinstrumenter, historier, billeder, mad, grej, sange og stemmer.
Det fik vores billedkunstner Malene Pedersen til at finde et citat om nomader frem: ”Vi er heldige som en fugl, der har vinger. Vi kan flyve, hvorhen vi ønsker. Hvis stedet, hvor vi har bygget vore huse, bliver snavset eller mudret eller fedtet og ikke er godt længere, tager vi bare videre. Sådan har det altid været. Når vi vandrer, og vi får lyst til at standse, kan vi blive et sted i bare en eller to dage, eller tre dage. Og hvis vi har lyst til at gå videre, går vi bare.” (citat slut).
I næste uge tager vi videre. Til Gudrunsvej, Tovesvej og Bentesvej inde i Gellerupparken.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar