Naboerne kommer

Et fotoalbum og et lydspor

2010-09-07T16:54:00.001+02:00

Her har vi samlet et udvalg af foto fra fyrtårnet på Anholt og fra Gudrunsvej 16 i Gellerupparken.

De handler alle om naboskab - men de bliver også til en slags fotoalbum om Det Perifere Selskabs rejse fra Anholt til Gellerupparken.

Vi har også gemt et lydklip fra vores rejse. Det er musik og sang af Aksel Striim (cello) og Katrine Faber (sang), der sammen har komponeret musikken som en del af vores installation Palaverhytten. Den installation og Aksel og Katrines performance indgik i vores projekt både i fyrtårnet på Anholt og i lejligheden i Gellerupparken. Optagelserne her er fra fyrtårnet.

Konsonans
by user1198373

Historen om en mågefod

2010-09-06T15:20:00.004+02:00

Så er der lidt nyt her fra fortællingerne: Det er historien om en gave, en ring og en meget gammel fugl.

Da vi var på Anholt, opfordrede vi vores gæster til at tage en ting med ud til tårnet: et ubetydeligt fund eller en dyrebar skat. Vi annoncerede det på forhånd, og mange tog mod opfordringen.

En af gæsterne medbragte en mågefod med et ringmærke. Han havde fundet den i ørkenen på vej til fyrtårnet.

Vi indberettede fundet til Zoologisk Museum i København. Og nu har vi fået svar.

Det viste sig, at fuglen, en sildemåge, blev mærket som unge på Anholt i juli 1980. Altså blev den født her på øen for over 30 år siden.

I et kvart århundrede har sildemågen forladt Anholt hvert efterår og sat kurs mod Østafrikas sol. Den er år efter år vendt tilbage til Anholt om foråret for at fiske i Kattegat og få sine unger her.

Den ringmærkede mågefod – og de mange andre fund – syede Malene Pedersen derefter ind i poser af rispapir og forseglede dem med hudlim.

Alle fundene blev bragt med til Gellerup Museum - som en hilsen fra gæsterne i fyrtårnet på Anholt til gæsterne i lejligheden på 6. sal i Gellerupparken.

Udover mågefoden var der blandt Anholt-fundene et gult bobleflåd, en hvid sten med hul i, en mågefjer, en øldåse, et par solblegede knogler, blåmuslinger, en plastiksandal, to stykker dværgkrukke, en stump bølgende sukkertang, et stykke kork, en hulsten trukket på en revlingerod, et lyseblåt glasskår, en lille buket porse og mange flere ting.

Malene kalder gæsternes ting for Ubetydelige fund & dyrebare skatte.

Noget med kontraster og lyden der var krop

2010-08-30T21:46:00.003+02:00

En af vores gæster sendte os en hilsen i lørdags. Lad os bare kalde det en nabohilsen, selvom gæsten her ikke lige er fra opgangen. Hun besøgte os sammen med sin mand og deres to små døtre, og hun skriver blandt andet:

”Tak for den helt særlige oplevelse, som I har givet os i dag. Vi var alle 4 et helt andet sted, da vi trådte ud af lejligheden på 6. sal…

Det var noget med dukker med store hoveder og lange arme og kortere arme og lange fingre og uhyggelige fingre og forskellige øjne og munde og rødt overskæg.

Det var noget med en nysgerrig dukke. Det var noget med, at de dukker sad så hjemligt der i sofagruppen med rya til flere sider. Og sad så hjemligt der ved siden af den blege dame med den gode historie og en kop til sukker…

Det var noget med et gardin af tøj og et af tang og duften, der fulgte og blandede sig med bølger og musik på hvide sten og vand og cello, der blandede sig og kaldte på lyden i palaver-hytten, lyden, der var blot lyd og lyden, der var krop.

Og i vinduet svævede tingene og historierne fra Anholt, og gennem det florlette gardin skimtede vi Århus, som ligger langt væk og tæt på.

Det var noget med kontraster, og det var noget med at blive taget ved hånden og blive ført og rørt.

Vi glemmer aldrig den lørdag, hvor vi besøgte vores naboer i Gellerup.”

Katrine Faber mellem to af David Ramírez' figurer

Fortællinger i stuen

2010-08-29T16:32:00.002+02:00

Det er eftermiddag, søndag. Gæsterne kommer og går – ligesom regnbygerne lige nu. Det er sensommer udenfor.

Inde i stuen fortæller Katrine Faber historier om prinser og konger og fattigfolk og tungekød. Der sker hele tiden noget. Med Katrine og fortællingen, med gæsterne, som kommer og går, med børnene, som sidder og lytter, med de to mænd i stuen og med eftermiddagslyset fra de store vinduer. Derfor er det svært at fange situationerne med kameraet. Det er ikke de mest skarpe foto, vi har fra fortællingerne i stuen. Men måske giver de alligevel en fornemmelse af stemningen, som den er.

Gæsterne er gået

2010-08-28T18:26:00.009+02:00

Nu er nabogæsterne gået. Vi rydder lidt op, stiller ting på plads og snakker om gæsterne, der var her.

Vi er inviteret ind til nogle af naboerne her i opgangen. Vi hilste på dem, da vi i formiddags var rundt og invitere vores naboer på eftermiddagsbesøg. Og så kiggede de også ind i vores naboverden på 6. sal, og vi fik en invitation til at besøge dem her i aften. Så der skal vi ned lige om lidt.

Blandt vores gæster i dag var børnene nede fra stueetagen, peruaneren henne fra nummer 26, en enlig mand vistnok fra 3. sal, en mand fra et kunstråd, tre midaldrende veninder fra nabolaget og en familie med børn.

Hvem mon kommer på besøg i morgen? Vi har kaffe på kanden.

Lige nu går vores gæster rundt i stuerne

2010-08-28T17:38:00.006+02:00

Det er i dag, vi inviterer indenfor i lejligheden på Gudrundsvej 16. Lige nu går vores gæster rundt i stuerne og småsnakker, kigger, smiler, trækker sig tilbage, holder sig for næsen eller hviler sig op ad en væg.

Hvis de går ud i vores køkken, passerer de forbi et netværk af tørresnore med hvidt tøj som en hel bydel, der hænger vasketøj ud en lørdag eftermiddag.

I entreen åbner nogle af gæsterne et skab, som rummer en ejendom med lejligheder i flere etager. Det er befolket med naboer, der lever et liv hver for sig – i badet, i lænestolen, i køkkenet, på sengen.

I et andet rum står gæsterne omkring et lille, kuppelformet bygningsværk, som er opført midt på gulvet. Det er en kuppel i papir, der både fanger lyset og fanger lyden fra et strygeinstrument. Inde fra kuplen kommer også lyde, flere stemmer, en samtale eller en diskussion med mange synspunkter.

I det lille rum uden for vores toilet hænger grønne, glinsende strimler af tang fæstnet til tynde snore. Det hænger som et tæppe eller et forhæng eller står som en tynd væg med dagslyset i spil mellem strimlerne.

Store, grove mænd har sat sig i vores sofa, de stirrer stift på det flimrende fjernsyn. De er vist i familie med de tre figurer, som bebor dét, der en gang var en spisestue, men som nu mest ligner en lille støvet, grusbelagt plaza i en tør columbiansk landsby, dér hvor naboerne mødes for at sladre og diskutere og handle og fjærte og spille brætspil.

Ja, der er folk og fortællinger i lejligheden på Gudrunsvej 16 - oppe på 6. sal til højre.

Husk, vi byder også indenfor i morgen – fra kl. 14.

De nye naboer flytter ind

2010-08-27T13:48:00.007+02:00

Beboerne på Gudrunsvej 16 har fået nye naboer. De er flyttet ind oppe på 6. sal til højre.

Der kommer mærkelige lyde inde fra lejligheden, fremmedartet musik med bløde toner fra et strygeinstrument, høje stemmer, hvin, hulkelyde, bankelyde. Der er blevet båret ting & sager op af trapperne de seneste dage: store ruller, metalkasser, fyldte plastiksække, instrumentkasser, lydudstyr, en rygsæk med teltstænger i sidelommen.

Når de nye naboer åbner døren til deres lejlighed, kan man se, at de har stablet kasser og sække op i entreen, og så trænger deres lugte ud i trappeopgangen. En gang var det en honningsød duft, en anden gang en lidt rådden lugt af havvand, salt og tang.

På måtten udenfor deres dør stod forleden dag en bøtte, på etiketten var der skrevet Hudlim.

På deres terrasse hænger store stykker stof eller lærred med stærke farver over rækværket. Det er ikke flag. Ikke tørklæder. Heller ikke lagner. Hvad er det?

De kører i en stor rød, kasseformet bil. En ældre Toyota, den røde farve er falmet, og i frontruden hænger noget, der ligner en stor ørering.

De nye naboer er flyttet ind i opgangen.

Jeg har glemt at fortælle om tårnspøgelset

2010-08-26T15:17:00.004+02:00

Da Davis Ramírez’ tre figurer flyttede ind i fyrtårnet på Anholt, blev tårnspøgelset vækket.

Historien er, at en operasangerinde – en rigtig diva – for godt hundrede år siden besøgte Anholt. Hun forelskede sig i fyrmesteren, og det endte med en hed kærlighedsaffære. På mystisk vis døde divaen senere i fyrtårnet, og det er hende, der nu går igen som Tårnspøgelset.

Den nuværende fyrpasser tror ikke på spøgelser, så det er naturligvis sjældent, at divaen får et ordentligt møde med en rigtig mand. Så da der pludselig var nye naboer i fyrtårnet, greb hun chancen.

Hvad der så skete, da divaen mødte de tre farverige fyre, det fortalte Aksel Striim og Katrine Faber om i deres performance i et af de store rum i bunden af tårnet.

Mon spøgelset er rejst med de tre fyrer til Gellerupparken?

Katrine Faber som spøgelsesdivaen foran en af David
Ramírez' figurer

Palaverhytten på Anholt

2010-08-25T17:50:00.013+02:00

På Anholt byggede Malene Pedersen en kuppel af japanpapir og teltstænger inde i fyrtårnet. Hun kalder den Palaverhytten. I lørdags var hytten centrum for Aksel Striim og Katrine Fabers performance om naboskab, konflikter og konfliktløsning.

Malene har fundet inspiartion til Palaverhytten i en tradition hos Dogonfolket i Mali.

Dogonfolket bruger Palaverhytten i situationer, hvor de skal løse konflikter. I hytten er der lavt til loftet, så ingen kan fare op og begynde at slås. Parterne bliver siddende i hytten og taler sammen til alle er enige. Der er ingen taber eller vinder.

OPDATERING den 30. august 2010:

Vi har samlet noge billeder af Palaverhytten i en fotoserie - her er foto fra både Anholt Fyr og lejligheden i Gellerupparken.

Her er vi mellem mennesker og store bygninger

2010-08-24T16:03:00.014+02:00

I dag er vi nået til Gellerupparken. Her er vi blandt store bygninger, asfalterede veje, parabolantenner, flisebelagte stier, gadelygter og skilte.

Og vi er mellem mennesker. Masser af mennesker, som vi møder i opgangen, på parkeringspladsen, på fællesarealerne og i butikkerne.

Her er også en slags kultiveret natur: Planter i bede, hække og altankasser; store græsplæner; ukrudt, som har sneget sig ind i det bebyggede landskab.

Vi er også omgivet af lyde: Trafikstøj, smækkende døre, snakkende stemmer og hvin og råb og musik fra lejlighederne.

Gellerup Museum og vores lejlighed ligger på 6. sal, et godt stykke op ad trappeopgangen på Gudrunsvej 16, næstøverste etage i blokken.

Fra stuerne i lejligheden er der udsigt til Århus Bugt, og Samsø og Helgenæs danner horisont bag den blå bugt.

På en måde er det ligesom fyrtårnet på Anholt: Trappeopgangen, de mange trin op, ømheden i benene. Den rungende, lidt hule lyd inde i det høje rum, som er trappeopgang. Og lyset i stuerne, det strømmer ind, uhindret, uforstyrret, ubrudt, det minder om lyset på Anholt. Der er også havet, skyerne, de drivende regnbyger, overblikket og landskabet nedenfor ligesom i fyrtårnet.

Men der er selvfølgelig også forskelle.

Musik og sang og gæster i fyrgården

2010-08-22T16:41:00.000+02:00

Katrine Faber og Aksel Striim spillede og sang for gæsterne, da der var
spisning i fyrgårdens store stuer i går aftes

Lørdag var der liv i fyrtårnet

2010-08-22T14:50:00.010+02:00

Katrine Faber foran en af David Ramírez' figurer

Aksel Striim spiller vandtrommer i tårnrummet

Malene Pedersens Tang i en niche ved tårntrappen

Malene Pedersens Tang-forhæng og Katrine Faber som Tårnspøgelset

Ubetydelige fund & dyrebare skatte - syet i poser af japanpapir behandlet med
kasseinlak (af Malene Pedersen)

Ubetydelige fund & dyrebare skatte - bragt til fyrtårnet af publikum

Vores opslag lige indenfor fyrtårnets indgangsdør

Hjem på en smal stribe mellem havet og klitterne

2010-08-22T11:30:00.004+02:00

Klokken otte i går aftes sagde vi farvel til vores gæster. Efter en lang dag med cirka 100 besøgende og store og små oplevelser i fyrtårnet og i fyrgården.

Nogle af gæsterne skulle en sidste tur op i fyrets top for at nyde udsigten. En lille flok satte sig ved stranden og drak en medbragt øl. Andre gik med det samme i små grupper ad Nordstrand eller over mod Pakhusbugten.

På grund af højvande og vind var Nordstrand i går aftes meget smal. Det oplevede de gæster, som gik eller cyklede hjem den vej. På et langt stykke var stranden kun farbar på en smal stribe helt oppe under klitterne. Det er usædvanligt, og heldigvis kunne det lade sig gøre at passere mellem havet og de stejle klitter.

For at hjælpe gæsterne havde vi fået sat en lysende lampe op på stranden, der hvor man skal gå sydpå for at møde Nordstrandvej. Hvis man går op et forkert sted, rammer man nemlig et af de våde områder, som er på begge sider af den smalle grusvej ind mod Anholt By.

Lørdag eftermiddag, mens stranden stadig er bred og farbar. Vores gæster
nærmer sig fyret efter en vandretur på 7-10 kilometer

Uanset vejret

2010-08-20T23:37:00.000+02:00

Vi venter på i morgen. Det er sent nu. Vi kan ikke gøre mere. Andet end at vente til i morgen. Vejrudsigten har forudset regn. Men sådan behøver det ikke at være. Selvom Jylland har fået store mængder regn de seneste dage, så har vi stort set haft tørvejr her.

Vi ved godt at vejret betyder noget, når vores gæster skal herud langs Nordstrand, af Pakhusbugten eller gennem Ørkenen. Men uanset vejret så er turen, fyrtårnet, fortællingerne og middagen store oplevelser. Og vi lover, at man i morgen kan købe en kop varm kaffe herude.

I morgen bliver der stille her på bloggen. Vi er optaget af andre ting. Uanset vejret.

Fru Rasmussen, den spanske nabo og nunaqqat

2010-08-20T16:27:00.002+02:00

I en af fyrgårdens stuer hænger vores store fælles skrivepapir. Det er her alle ideerne forenes. Nye sammenhænge dukker op. Filosofiske tanker opstår. Sporene bagud viser sig. Det er ord, citater, sætninger, småhistorier, klip, fragmenter om naboer og naboskab:

”Naboskab indebærer også muligheden for at føle sig udenfor.”

”Jeg husker Lydia, den prostituerede nabokvinde, som kørte tur med dukkevogn og en fortvivlet dukke.”

”Fru Rasmussen: den store nabokone med kanelkagerne og albummet med foto fra Gardasøen.”

”Nunaqqat (bopladsfælle på grønlandsk).”

”Den spanske nabo, som i sin galskab råbte vrede spanske gloser ud af vinduet efter uskyldige forbipasserende: Hiija de puta, porque nuncha habla”

”Naboskab er ikke venskab, kærlighedsforhold, nation, familie, stamme eller arbejdsplads. Hvad er naboskab så for et fællesskab?”

"Gamle Joe boede alene ude på landet. Hans bedste ven var også hans nærmeste nabo. De var blevet gamle sammen, og nu var deres hustruer døde og deres børn var voksne…" (fra fortællingen om Gamle Joe og tømreren)

"Nassifik er på samme tid bopladsens sladrebænk og udkigspost. I hvalsæsonen er Nassifik udkigspost. Resten af året er det stedet, hvor alt og alle på bopladsen kommenteres." (fra Hvalernes Fjord af Ivar Silis)

Det er fredag i fyrtårnet

2010-08-20T15:49:00.004+02:00

Malene bygger på en væg af tynde tangtråde. Det er som et broderi, en broderet væg. Den er grøn og våd og glinsende og tynd som en hinde mellem havet og her, mellem to naboverdner.

Katrine finder en stemme, der passer til Davids store, farverige menneskefigurer, som i dag er flyttet ind i tårnet.

Aksel og celloen har en tone til Malenes kuppelformede, halvfærdige hus. Det er det, hun kalder palaverhytten.

Det er de naboværker, som lige nu bliver til i tårnet. Katrine Faber med lyd og stemme og sang og performance. Malene Pedersen, billedskaber med papir, kasein, hudlim, sytråd, teltstænger og tang. Aksel Striim med vandtrommer, klarinet, benfløjte, cello og kompositioner. David Ramírez, billedkunstner med stærke farver, store figurer, lange arme og bredde munde.

David Ramírez' store figurer i fyrtårnets kassemat

Vi var her også for et år siden

2010-08-20T15:44:00.001+02:00

Vores logbog fra 2009 handler en masse om Ørkenen, fyret, stedet, sælerne og fuglene – ja, især fuglene. For vi var fugleinteresserede sidste år.

Se mere på http://www.anholtfyr.blogspot.com/.

I 2009 viste Malene Pedersen og Sabine Popp fugleinstallationen
"Freedom is a scary thing" i et af tårnets rum.

Vi er ude efter nabohistorier

2010-08-20T15:41:00.000+02:00

Vi kan alle en historie om en nabo. Hende inde ved siden af. Ham ovenpå. Dem på den anden side væggen – eller bag hækken.

Det er historier om mærkelige mennesker, søde mennesker, idioter og tosser, opofrende kvinder og vrede mænd.

Nabohistorierne handler altid om følelser. De følelser naboerne vækker i os.

Historierne om vores nabo er ofte morsomme og dramatiske.

Det er de historier, vi er ude efter. Vores egne nabohistorier, dine og naboens. Vi samler på dem lige nu. Bruger dem, når vi laver vores installationer, komponerer musik, laver lyde og fortællinger.

Etly Stenberg bor på Anholt, og i morgen fortæller hun nabohistorier
her i fyret. Etly var også med i 2009, hvor fotoet her stammer fra.

Denne umulige arbejdssituation

2010-08-20T15:00:00.002+02:00

Hvorfor er det vi igen og igen kommer tilbage hertil? Tager besværet på os. Afstanden, afsondretheden. Alle trinene op og ned, når vi arbejder i tårnet. Bøvlet når vi kun kan få en smule strøm fra en lille generator, og må arbejde uden ret mange tekniske hjælpemidler. Hvorfor gør vi det år efter år?

Stedet, havet, stilheden, stjernerne gør noget af det.

Men det er især fyrtårnet, som tvinger os ud i denne umulige arbejdssituation. Eller lokker os.

Det høje slanke cirkelrunde tårn, rummene derinde, buerne, kuplerne, de runde former, den ovale geometri, de lange linjer. Og ikke mindst den lodrette dimension, etagerne, niveauerne, det uendelige antal trapper, lyden, som bevæger sig op og ned. Lyset, som kommer direkte ind fra himlen. Lyset fra alle verdensretninger, fra øst, sydvest, nord, sydøst, vest. Lyset rundt og op og ned i tårnet.

Det sætter noget i gang, forstærker følelserne, intensiverer nærværet, påvirker arbejdet, rytmen, håndværket og kunsten. Det er her, vi arbejder allerbedst. Det er derfor.

Månen er stået op over fyrgården

2010-08-20T11:50:00.000+02:00

I fyrgården har vi god hjælp af gode folk, som giver en hånd med. En af dem er Kristine, som bl.a. tager nogle af fotoene her til bloggen.

Hun har også skrevet en lille stemningsberetning fra i går aftes: ”Månen er stået op over fyrgården, imens tonerne fra Aksels harmonika fortæller om forladte fiskermænd. Snart skal der fortælles godnathistorier om de ni påfugle, den smukke prins med guldæblet og heksen Baba Jaka. Men før roen kan sænke sig over Anholt, må kunstnerne lægge sidste hånd på papirigloer, tanginstallationer, performances og musikalske eksperimenter.”

På en måde er vi naboløse her

2010-08-19T14:27:00.000+02:00

Fyrgården er vores hjem i de her dage. Her har vi slået os ned. På gennemrejse. Nogle dage, mens vi skaber fortællinger om naboerne og naboskab.

På en måde er vi naboløse her. Med syv kilometer til nærmeste hus. Og fordi vi kun er her midlertidigt. På vej et andet sted hen.

Som naboløse her er det de forhenværende og sure, tilfredse, berigende eller irriterende naboer, vi fortæller hinanden om. Og også de historiske, mytiske, sproglige, musikalske, kulturelle og fiktive naboer, vi snakker om - og tager med i vores nye fortællinger.

Vi har diskuteret om naboskabet kan beskrives som ’et fællesskab med indbyggede grænser og skel’. Er det ikke sådan, at man som naboer er med i et fællesskab, hvor man er sammen, men hvor man også holder afstand og har grænser. Naboer hører ikke til i familien, i stammen eller på bopladsen, hvor fællesskabet er livsnødvendigt og grænseløst og givet. Naboer er heller ikke venner og valgslægtskaber. For som naboer er vi ikke nødvendigvis en del af, ikke omfattet af, ikke et med. Naboerne er de andre.

Vi er ikke bare naboløse her. På en måde er vi også nomader, mens vi er på fyrgården. Rejsende med musikinstrumenter, historier, billeder, mad, grej, sange og stemmer.

Det fik vores billedkunstner Malene Pedersen til at finde et citat om nomader frem: ”Vi er heldige som en fugl, der har vinger. Vi kan flyve, hvorhen vi ønsker. Hvis stedet, hvor vi har bygget vore huse, bliver snavset eller mudret eller fedtet og ikke er godt længere, tager vi bare videre. Sådan har det altid været. Når vi vandrer, og vi får lyst til at standse, kan vi blive et sted i bare en eller to dage, eller tre dage. Og hvis vi har lyst til at gå videre, går vi bare.” (citat slut).

I næste uge tager vi videre. Til Gudrunsvej, Tovesvej og Bentesvej inde i Gellerupparken.

Tang til tørre

2010-08-19T14:19:00.000+02:00

Vi vil tage noget af Anholt med til Gellerupparken i næste uge. Vi vil have havet med. For her på øen er bølgerne, den salte lugt, havbrisen, vinden fra Kattegat, mågeskrigene, fugten, det omskiftelige lys, alt det der hører havet til, hele tiden omkring os, i os. Den oplevelse og den følelse vil vi prøve at tage med til Gellerupparken.

Det gør vi med noget fra havet. Vi samler det, skyller det, tørrer det, pakker det, fragter det og pakker det ud i en lejlighed på Gudrunsvej. Det er tang, alle slags: blæretang, sukkertang, ålegræs, brede farverige tangvækster, små smalle tangfingre, salte tangplader, mangearmede slags, sortfarvede tangstrimler, sammenfiltrede tangbundter, noprede tangarter og glatte glinsende typer.

Vi samler tang og tørrer det for at have noget med herfra. Tang, ting og minder, som vi kan bruge til at skabe noget nyt. Skabe en oplevelse for vores gæster og besøgende.

Det er mig, der er logbogsføreren

2010-08-19T10:37:00.000+02:00

For at lægge et indlæg her på bloggen, må jeg 85 trin op ad fyrtårnets lange snoede trappe. Deroppe kan jeg finde det vindue, hvorfra mit modem kan få forbindelse til mobilnettet.

På fyrgården, hvor jeg ellers sidder og skriver, er der ikke mobildækning. Og i fyrtårnet er der kun en god, stabil dækning ved dette ene vindue.

Med blåt lys i modemmet sidder jeg der i vinduesnichen og lægger budskaber på bloggen. Hvis jeg løfter blikket fra skærmen og kigger ud af vinduet, ser jeg ud over Ørkenens gule, øde landskab. Om aftenen ser jeg stjernerne. Og havet hører jeg hele tiden.

Det er mig, der er logbogsføreren. Jeg skriver vores fælles historier. Det er mine ord, min udlægning, mine historier, min version. Det er ikke sikkert, det er sandheden. Det er ikke sikkert, de andre vil have skrevet historien på samme måde. Men nogen skal jo fortælle. En må tage ordet.

Vi fylder tårnet med lyd

2010-08-18T15:50:00.001+02:00

Aksel Striim leger med lyden i tårnet. Prøver en håndtromme og tester klarinetten. Katrine Faber synger og brøler og hvisker og nynner og gurgler for at få følelser på spil i tårnet. Malene Pedersen har lydoptagelser med. Det er lyde, som hun har optaget på Grønland, da hun i juli var på arbejdsophold i bygden Niaqornat.

Lydene skal fylde tårnet med nabostemmer. Lyder der støder sammen og svinger i harmoni eller irriterer hinanden. Lyde der når hinanden og ikke når hinanden.

Fortællingerne er også fra Columbia

2010-08-18T11:57:00.001+02:00

Just be on time. Et maleri af David Ramírez Gómez

Lige nu er vi Katrine Faber, Malene Pedersen, Aksel Striim og et par medhjælpere. Mere om os en anden gang. Nu skal det handle om David Ramírez Gómez, som er vores gæstekunstner i år. Ham skal vi samarbejde med i Gellerupparken i næste uge. Men han kommer også til at sætte sit spor på fortællingerne i fyrtårnet her på Anholt. Vent og se.

David stammer fra Colombia og er i dag en slags huskunstner i Gellerupparken.

Som en billedkunstnerisk DJ sampler han sine billeder af forskellige materialer og motiver. På gaden finder han plastik, pap og papir, tilfører det maling, tusch og blyant og forvandler det til en ekspressiv collage af indtryk og udtryk fra storbyen.

David Ramírez' værker er ’genbrugskunst’. Hans værker er lige dele kitschet tegneserie, hærget graffiti og koloristisk ekspressionisme.

Glæd Jer til at møde ham. Og hans billedkunst i fyrtårnet.

En plakat og et appendiks på rækværket

2010-08-17T11:50:00.000+02:00

På plankeværket overfor Anholt Brugs hænger vores plakat sammen med andre opslag med stort og småt om begivenheder på Anholt.

I går hængte vi et lille appendiks ved plakaten. Det er en invitation til at tage en ting med til fyret på lørdag. Vi er nemlig ting-samlere i år. Vi samler på ting, som vi kan tage med til Gellerupparken som nabogaver fra øen til storbyen.

Ubetydelige fund & dyrebare skatte

2010-08-17T11:41:00.001+02:00

Fortællingerne i fyrtårnet skal i år videre til Gellerup Museum. Vi skal på nabobesøg, og vi har lyst til at tage noget af Anholt med som gave.

Derfor beder vi Jer, der gæster fyrtårnet på lørdag, medbringe en ting. Det skal være en ting, du har fundet på din vej til fyret.

Det kan være noget der indeholder en fortælling om Anholt, eller bare en ting, du fik lyst at tage med. En skat eller en helt ubetydelig genstand.

Tag den med, og efterlad den på et passende sted i fyrtårnet. Der kommer til at hænge et kort i tårnet, hvor du kan markere det sted, du fandt dine ting. Tak for det. Og tak for hjælpen.

I morgen er vi derude

2010-08-16T22:00:00.000+02:00

Fyrtårnet på Anholt ligger derude. På den anden side Ørkenen. På den anden side vandringen. Et par timer gennem sand, klitter, lyng, mosser, kæruld. Syv kilometer her fra husene og vejene og elnettet og gadelysene.

Anholt er i sig selv et fjernt sted. Her er 45 kilometer til Jyllands kyst. Og lige så langt til Sverige. Ved fyrtårnet er man på øens østlige spids, som peger mod den svenske kyst. Man er et af de mest øde steder i Danmark .

Det er et stille sted. Nattemørket og stjernernes sted. Her har havet plads. Her har landskabet overtaget. Og fyrtårnet rejser sig op mod himlen.

Det er der fortællingerne begynder. Senere skal vi til Gellerupparken i Århus.

Vi er på vej

2010-06-15T14:57:00.001+02:00

Fra midten af august kan du på denne blog følge vores fortællinger.

Vi begynder på Anholt - i og omkring fyrtårnet på øens øde østende. Derfra tager vi videre til Gellerupparken i Århus.

På Anholt skaber vi fortællingerne og åbner fyrtårnet lørdag den 21. august. Den dag er tårnet fyldt med installationer, musik, fortællinger, skulpturer og performances. Vi kalder det Fortællinger i fyrtårnet.

I Gellerupparken har vi base på Gellerup Museum på 6. sal, Gudrunsvej 16. Vi tager bagage og kunst med fra Anholt - men lader os også inspirere af de nye omgivelser. Og af de nye naboer.

Den 28., 29., og 30. august inviterer vi indenfor på Gellerup Museum, og du finder os også andre steder i Gellerupparken. Her er vi en del af Århus Festuge.

Vi er:

David Ramirez Gómez (DK/COLOlOMBIA): Billedkunst
Katrine Faber (DK): Fortællinger, lyd, sang og performance
Malene Pedersen (DK): Skulptur og installationer
Aksel Striim (DK): Musik og komposition

Sammen kalder vi os Det Perifere Selskab.

Men altså: Kom igen i midten af august. Så kan du følge vores rejse her på bloggen. Dag for dag skriver vi om fortællingerne – fra ø til by.

Naboerne kommer.

Fra Anholt Fyr til Gellerupparken

2010-06-15T13:30:00.000+02:00

Det Perifere Selskab skaber i august 2010 en forbindelse mellem øsamfundet Anholt og Gellerupparken i Århus V. Med kunst og fortællinger etablerer vi et møde mellem det lille isolerede samfund og det tætbefolkede boligområde i storbyen.

Find de to steder her på kortet. Og klik på markeringerne for at få flere oplysninger om Anholt og Gellerupparken.

View Naboerne kommer in a larger map

Fortællinger i fyrtårnet på Anholt i 2009

2010-06-15T13:00:00.000+02:00

Også i 2009 var vi i fyrtårnet på Anholt. Med installationer, fløjtespil, fugleskulpturer, tekstilkunst, græske myter, lokale historier, fyrgårdsmiddag og meget mere.

Vi har lavet en video om den begivenhed:

På YouTube kan du finde i alt tre videoer om Fortællinger i Fyrtårnet på Anholt 2009: www.youtube.com/anholtfyr

I 2009 førte vi også logbog - på www.anholtfyr.blogspot.com.